1 år ago
Når du står i en krigerstilling, strækker dig i Hunden med hovedet nedad, eller finder ro i Savasana, føler du måske en forbindelse til en tusindårig tradition. Mange yogalærere taler om yogaens ældgamle rødder, der strækker sig tre, fire eller endda fem tusind år tilbage i tiden. Denne tanke er smuk og kraftfuld, og for mange er den en del af det, der gør yoga så specielt. Men hvis du er som mig – en smule skeptisk af natur, især når du sveder midt i en udfordrende stilling – så dukker spørgsmålet måske op: Hvor gammel er denne specifikke asana egentlig?
Jeg har selv praktiseret yoga i 33 år. Min rejse har ført mig gennem mange stilarter: primært Iyengar, men også Ashtanga, 'Y'-klasser, fitness-klasser, Yin yoga, Flow yoga, Vinyasa Krama yoga, Relax and Renew yoga og en enkelt Bikram-klasse. Jeg har pløjet mig igennem utallige numre af Yoga Journal, International Yoga og bunker af bøger af diverse udøvere. Overalt har jeg hørt om yogaens dybe historie. Men min indre skeptiker blev ved med at nappe. Så jeg besluttede mig for at grave i historien og finde de tidligste beskrivelser eller illustrationer af asanas – det sanskritord, der refererer til yogastillinger.

Mine fund afslørede en fascinerende, og for mange måske overraskende, udvikling af asana-praksis gennem århundrederne. Det viser sig, at selvom yogaens filosofiske og meditative rødder er meget gamle, er den fysiske praksis med de mange stillinger, vi kender i dag, et relativt moderne fænomen. Lad os se på de mest frugtbare referencer, jeg stødte på.
De tidlige rødder: Siddende stillinger og de første tekster
Yoga som koncept, der involverer meditation, åndedrætskontrol (pranayama) og etisk disciplin, har rødder, der går meget langt tilbage. Det er sandsynligt, at asana i sin tidligste form refererede til simple siddende stillinger, der blev brugt til meditation. Ideen var at finde en stabil og behagelig siddestilling, der tillod udøveren at sidde i lange perioder uden ubehag, så sindet kunne fokusere på meditation og åndedrætsøvelser. Disse siddende stillinger var fundamentet, 'asana', bogstaveligt talt 'sæde'. Dette var sandsynligvis praksis længe før selve ordet 'yoga' blev brugt omkring det tredje århundrede f.Kr. Så asanaens rødder som 'sæde' er utvivlsomt meget gamle.
Men hvornår begyndte folk at beskrive og navngive flere forskellige stillinger, der lignede dem, vi kender i dag? De første skriftlige referencer til et bredere udvalg af asanas, der kunne genkendes af en moderne udøver, dukker op langt senere.
Middelalderlige manualer: Et glimt af kendte stillinger
Det er i middelalderen, at vi finder de første tekster, der specifikt beskriver en række fysiske yogastillinger ud over simple meditationessæder. Disse tekster er grundlaget for det, vi i dag kalder Hatha Yoga, en gren af yoga, der fokuserer mere på den fysiske krop som et middel til åndelig udvikling.
Shiva Samhita (ca. 1300 e.Kr.)
Denne tekst, der dateres så tidligt som omkring år 1300 e.Kr., beskriver syv siddende asanas samt en inversion. Nogle af disse stillinger ville være genkendelige for moderne udøvere. For eksempel beskrives en stilling, hvor man 'placerer hovedet på jorden og begge fødder i luften'. Dette lyder meget som Viparitakarani (Benene op ad væggen eller en lignende inversion). Selvom antallet af stillinger er begrænset, viser dette, at praksissen udvidede sig ud over blot at sidde.
Hatha Yoga Pradipika (1400-tallet)
Skrevet i 1400-tallet er dette en af de mest indflydelsesrige tekster inden for Hatha Yoga. Den beskriver 15 asanas. Her begynder vi at se flere stillinger, der er velkendte i nutidens klasser. Listen inkluderer stillinger som Gomukhasana (Ko-ansigt), Dhanurasana (Bue), Ardha Matsyendrasana (Halv Rygdrejning), Simhasana (Løve), Baddha Konasana (Bundet Vinkel), Savasana (Liggestilling), Kurmasana (Skildpadde), Virasana (Helt), og Pashchimottanasana (Siddende Foroverbøjning). Teksten beskriver også 10 mudras (hånd- eller kropslåse/gestus), som ofte indgår i pranayama og meditationspraksis.
Gheranda Samhita (ca. 1700 e.Kr.)
Denne tekst, skrevet omkring år 1700, udvider repertoiret yderligere og beskriver hele 32 asanas. Af disse har jeg set og praktiseret omkring 16 i moderne yogaklasser. Gheranda Samhita tilføjer nye, stadig velkendte stillinger til listen, herunder Navasana (Båd), Salabhasana (Græshoppe) og Vrikshasana (Træ). Dette viser en klar progression i antallet og variationen af de beskrevne stillinger over de få århundreder.
Disse middelalderlige tekster er utroligt værdifulde, fordi de giver os et konkret indblik i asana-praksis, som den eksisterede for flere hundrede år siden. Det er tydeligt, at kernen af stillinger var meget mindre end i dag, og mange af dem var siddende eller liggende.
Udvidelsen i 1800-tallet
Bevæger vi os frem til 1800-tallet, finder vi yderligere dokumentation, der viser en fortsat udvikling af asana-praksis. Et vigtigt kilde er manuskriptet fra Mysore Paladsets bibliotek, reproduceret i bogen 'The Yoga Tradition of the Mysore Palace' af N.E. Sjoman. Dette manuskript, dateret et sted mellem 1811 og 1868, illustrerer hele 121 asanas.
Selvom mange af disse illustrationer viser stillinger, der involverer at hænge fra reb fastgjort over hovedet – stillinger, der sjældent ses i moderne klasser og som jeg ikke vil inkludere som 'kendte' i dagens forstand – genkender jeg omkring 39 stillinger, der potentielt kunne undervises i en nutidig yogaklasse. Blandt disse finder vi stillinger som Sirsasana (Hovedstand), Viparita Dhanurasana (Inverteret Bue), Akarna Dhanurasana (Bueskytten), Utthita Hasta Padangusthasana (Udstrakt Hånd til Storetå) og Bhujangasana (Kobra). Dette indikerer, at praksissen på dette tidspunkt var begyndt at inkludere mere komplekse inversioner og bagoverbøjninger.
Det 20. århundrede: Den moderne revolution
Den mest dramatiske udvikling i asana-praksis, der førte til den yoga, de fleste af os kender i dag, skete i det tidlige 20. århundrede. Det er i denne periode, at mange af de mest udbredte og dynamiske stillinger og sekvenser dukker op i dokumenterede kilder.
Krishnamacharya og hans indflydelse
Tirumalai Krishnamacharya (1888-1989) omtales ofte som 'faderen til moderne yoga'. Han underviste i Mysore Paladset og havde en enorm indflydelse på udviklingen af yoga i det 20. århundrede. Hans bog 'Yoga Makaranada', udgivet i 1934, illustrerer 42 asanas. Her ser vi for første gang beskrivelser af stillinger, der er helt centrale i mange moderne stilarter:
- Supta Padangusthasana (Liggende Storetåsstilling)
- Bakasana (Tranen)
- Adho Mukha Svanasana (Hunden med hovedet nedad)
- Sarvangasana (Skulderstand)
- Utthita Parsvakonasana (Udstrakt Sidevinkel)
- Trikonasana (Trekant)
Disse stillinger, som føles så fundamentale for mange af os, optræder altså først i skriftlige kilder i 1930'erne. Samtidig, omkring 1934, blev der lavet film af Krishnamacharya, B.K.S. Iyengar (en af Krishnamacharyas mest berømte elever) og andre, der demonstrerede avancerede asana-praksisser. Disse film, som stadig kan findes online, viser et niveau af fysisk kunnen og et repertoire af stillinger, der var langt ud over, hvad der tidligere var beskrevet.
Det er værd at bemærke, at Mysore Paladset, hvor Krishnamacharya underviste, også var et center for fysisk kultur, herunder gymnastik, militærøvelser, brydning og vestlig sport. Rapporten fra Mysore Paladset fra 1933-1934 annoncerede åbningen af yogasalaen under Krishnamacharyas vejledning og nævnte disse andre fysiske aktiviteter. Nogle historikere foreslår, at Krishnamacharya og andre yogalærere på den tid kan være blevet påvirket af disse former for fysisk træning, hvilket førte til inklusionen af mere dynamiske og atletiske stillinger i yoga.
Solhilsen: En overraskende nykommer
En af de mest ikoniske sekvenser i moderne yoga er Solhilsen (Surya Namaskar). Mange tror, den er urgammel, men min research peger på, at den, som vi kender den i dag, er en relativt ny tilføjelse.
Bogen 'The Ten Point Way to Health' af Shrimant Balasohib, Rajah af Aundh, udgivet i 1928 (med en engelsk udgave i 1938), beskrev en serie øvelser, der meget ligner den moderne Solhilsen. Rajah'en havde i 1908 påbegyndt 'gammeldags' hinduistiske øvelser, der involverede at bøje knæene ved foroverbøjning og ikke føre foden helt frem til hænderne. Han modificerede disse øvelser, tilføjede reguleret åndedræt og lyde og anbefalede op til 300 gentagelser dagligt! Han beordrede, at disse øvelser skulle inkluderes i alle skoler i Aundh-staten.
Interessant nok har jeg ikke fundet bevis for, at disse Solhilsen-sekvenser blev inkluderet i traditionel yoga-undervisning før 1940'erne. Dette tyder på, at Solhilsen, i hvert fald i sin populære form, blev absorberet ind i yogaen i midten af det 20. århundrede, muligvis påvirket af denne 'fysisk kultur'-bevægelse.
Yderligere udvikling og variationer
Udviklingen stoppede ikke i 1940'erne. Moderne lærere har fortsat med at udforske og skabe nye variationer og stillinger. Eksempelvis viser Dharma Mittras bog 'Asanas' (2003) fotos af ham i 608 yogastillinger! Mens mange af disse er mindre variationer af eksisterende stillinger, illustrerer det den utrolige opfindsomhed og kreativitet, der er blomstret inden for moderne asana-praksis.
Srivatsa Ramaswamis bog 'The Complete Book of Vinyasa Yoga' (2005), baseret på hans 30 års studier med Krishnamacharya, viser 255 asanas og variationer. Det er interessant, at hverken Solhilsen-sekvensen eller Kriger II (Virabhadrasana II) er inkluderet i, hvad Ramaswami hævder er det fulde sæt af Krishnamacharyas lære. Dette understreger, hvor flydende og forskelligartet yogaens udvikling har været, selv inden for linjen fra en enkelt mester.
Hvad mangler i moderne vestlig yoga?
Min rejse gennem asanaens historie afslørede også, hvad der er blevet udeladt fra den yoga, vi typisk ser i Vesten. De middelalderlige tekster, der beskriver asanas, er ofte lige så optagede af kropslige renselser (shatkarma), som kunne inkludere opkastning og lavementer, og tilsyneladende magiske eller rituelle seksuelle praksisser. Disse elementer fylder faktisk mere i de gamle tekster end selve asana-beskrivelserne.
I Vesten har vi taget de dele af middelalderlig yoga, der passede ind i vores kultur, og udvidet de dele, der resonerede med os, mens vi har efterladt de elementer, der ikke passede. Den moderne yoga, der er blevet populær globalt, har bevæget sig i retning af sundhed, stil, atletisme, afslapning og til tider meditation – interesser der i høj grad afspejler vores moderne kulturelle værdier og prioriteter.
Konklusioner: Et nyt perspektiv på din praksis
Så hvad kan vi lære af denne historiske dykning?
- Asana startede som siddende meditationstillinger for meget længe siden, sandsynligvis før ordet 'yoga' opstod.
- De første skriftlige beskrivelser af asanas, der ligner stillinger, vi kender i dag, findes i tekster fra 1300-1700-tallet. Disse inkluderer et begrænset antal siddende, liggende og enkelte stående/inverterede stillinger.
- I 1800-tallet ser vi beskrivelser af flere stillinger, herunder Hovedstand og Kobra.
- Mange af de mest almindelige og dynamiske stillinger i moderne yoga – som Hunden med hovedet nedad, Skulderstand, Trekant, Kriger-stillinger og Solhilsen – dukker først op i beskrivelser fra 1930'erne og 1940'erne.
- Disse stillinger blev sandsynligvis absorberet ind i yogaen på dette tidspunkt, påvirket af figurer som Krishnamacharya og den generelle interesse for fysisk kultur og gymnastik.
- Moderne yoga lærere har udvidet repertoiret enormt, hvilket ses i publikationer, der viser hundredvis af stillinger, mange som variationer af eksisterende temaer.
- Vestlig yoga har bevidst fravalgt traditionelle praksisser som renselser og visse rituelle praksisser, og i stedet fokuseret på de aspekter, der passer til en moderne kulturel forståelse af sundhed og velvære.
At forstå asanaens historie betyder ikke, at din praksis er mindre 'autentisk' eller værdifuld. Tværtimod! Det giver et fascinerende perspektiv på, hvordan yoga er en levende tradition, der har udviklet sig og tilpasset sig gennem århundreder. De stillinger, du praktiserer, er en del af en dynamisk historie, der fortsat skrives. Næste gang du er på måtten, kan du værdsætte både den dybe, gamle ro i en siddende stilling og den relativt nyere, men lige så kraftfulde, energi i en stilling som Hunden med hovedet nedad.
Ofte Stillede Spørgsmål om Asanaens Historie
Er Hunden med hovedet nedad (Adho Mukha Svanasana) en gammel yogastilling?
Nej, på trods af dens popularitet og følelse af at være 'klassisk', dukker Hunden med hovedet nedad først op i skriftlige og illustrerede kilder i 1930'erne, især i Krishnamacharyas 'Yoga Makaranada'.
Hvorfor er Solhilsen (Surya Namaskar) så central i moderne yoga, hvis den er relativt ny?
Solhilsen blev populariseret som en effektiv serie af øvelser i det tidlige 20. århundrede, muligvis inspireret af traditionelle øvelser og gymnastik. Den blev absorberet ind i yoga-undervisningen i 1940'erne og frem på grund af dens effektivitet som opvarmning og fuldkropsøvelse, og den passer godt til den moderne fokus på fysisk sundhed og dynamisk bevægelse.
Hvor gammel er Viparitakarani (Benene op ad væggen)?
En stilling, der lyder meget som Viparitakarani ('placer hovedet på jorden og begge fødder i luften'), er beskrevet i 'Shiva Samhita', som dateres så tidligt som 1300 e.Kr. Så variationer af denne inversion har været en del af Hatha Yoga i mange århundreder.
Hvor mange asanas beskrev de gamle tekster?
De tidligste Hatha Yoga tekster beskrev et begrænset antal asanas: 'Shiva Samhita' nævner 7 siddende og en inversion, 'Hatha Yoga Pradipika' beskriver 15, og 'Gheranda Samhita' beskriver 32. Dette er langt færre end de hundredvis af stillinger og variationer, der praktiseres og dokumenteres i dag.
Hvorfor laver vi ikke de kropslige renselser og andre praksisser nævnt i gamle tekster?
Moderne vestlig yoga har fokuseret på de aspekter af yoga, der bedst passer ind i vestlige kulturelle normer og interesser, primært sundhed, fitness, stressreduktion og mental velvære. De kropslige renselser (som Vamana Dhauti, en form for opkastning, eller Basti, en form for lavement) og visse rituelle praksisser er blevet udeladt, da de ikke passer med den moderne vestlige tilgang til krop og sundhed.
Historisk oversigt over Asana-beskrivelser
| Periode | Tekster/Kilder | Eksempler på beskrevne Asanas | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| Før 1300-tallet | Ukendt (baseret på antagelse) | Simple siddende stillinger (f.eks. Sukhasana, Padmasana) | Asana betød primært 'sæde' til meditation. |
| 1300-1700-tallet | Shiva Samhita (ca. 1300) Hatha Yoga Pradipika (1400-tallet) Gheranda Samhita (ca. 1700) | Siddende: Ko-ansigt, Bundet Vinkel, Helt, Skildpadde, Siddende Foroverbøjning Liggende: Liggestilling Andre: Bue, Halv Rygdrejning, Løve, Båd, Græshoppe, Træ, Inversion (ligner Viparitakarani) | Første detaljerede beskrivelser af flere stillinger. Fokus stadig på siddende/liggende. |
| 1800-tallet | Sritattvanidhi (1811-1868) | Hovedstand, Inverteret Bue, Bueskytten, Udstrakt Hånd til Storetå, Kobra (+ mange rebbaserede) | Øget antal stillinger, introduktion af mere komplekse stillinger. |
| 1930'erne og 1940'erne | Yoga Makaranada (1934) Krishnamacharya/Iyengar/Ghosh film (ca. 1934) Ten Point Way to Health (1928/1938) | Hunden med hovedet nedad, Skulderstand, Udstrakt Sidevinkel, Trekant, Tranen, Liggende Storetåsstilling, Solhilsen, Kriger (dukker op omkring 1940'erne) | Den moderne asana-praksis tager form. Mange dynamiske og stående stillinger introduceres/populariseres. Mulig påvirkning fra fysisk kultur. |
| Efter 1940'erne | Talrige bøger og lærere | Hundredvis af variationer og nye stillinger | Kontinuerlig udvikling og eksplosion i antallet af asanas. Fokus på sundhed, fitness, stil. |
Kunne du lide 'Asanaens Alder: Er din yogastilling ældgammel?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Yoga.
