Jesus, Loven og Romersk Herredømme

Den tidlige kristendoms historie er uløseligt forbundet med både jødisk tradition og romersk magt. For at forstå de begivenheder, der fandt sted, og de budskaber, der blev forkyndt, er det afgørende at se på den historiske kontekst – hvem havde magten, og hvordan forholdt de religiøse figurer sig til den eksisterende lov og orden? Dette bringer os naturligt til spørgsmål om figurer som Jesus og Pontius Pilatus, og hvordan deres virke interagerede med den politiske og religiøse struktur i deres tid. Vi vil udforske, hvad kilderne fortæller os om Jesu syn på loven og profeterne, samt det romerske herredømme, personificeret ved Pontius Pilatus i Judæa.

Hvad sagde Jesus om de love, der eksisterede på hans tid? Teksterne, vi har til rådighed, fokuserer primært på Jesu holdning til den mosaiske lov, altså 'Loven og Profeterne' fra Det Gamle Testamente. I den berømte bjergprædiken fremsætter Jesus en bemærkelsesværdig udtalelse i Matthæus 5:17: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Denne sætning er central for at forstå Jesu forhold til de skrifter og traditioner, der udgjorde grundlaget for jødedommen på det tidspunkt. Han kom altså ikke for at afskaffe de gamle skrifter, men for at føre dem til deres tilsigtede mål. Ordet ”opfylde” (på græsk pleroo) indebærer mere end blot at overholde; det betyder at bringe til fuldendelse, at realisere potentialet i noget, at bringe det til dets destination.

Denne ”opfyldelse” omfatter hele Det Gamle Testamente, ikke kun de etiske bud. Jesus selv bruger udtrykket ”Loven og Profeterne” andre steder (Matt. 7:12; 11:13; 22:40) for at henvise til de samlede hellige skrifter. I Matthæus 11:13 siges det, at ”alle profeterne og loven profeterede indtil Johannes”. Dette indikerer, at hele Det Gamle Testamente, inklusive Mose lov, pegede frem mod Jesu komme og hans rige. Skrifterne ventede på Jesu ankomst, og Johannes Døberen var den sidste profet fra den gamle æra, der pegede på ham. At Jesus ”opfyldte” skrifterne betyder derfor, at han bragte hele den gammeltestamentlige fortælling til dens afslutning og bestemmelsessted. Han er spidsen på den pil, som Det Gamle Testamente udgjorde.

Opfyldelsen sker ved, at Jesus indleder den længe ventede tidsalder, hvor de gamle løfter bliver realiseret. Løfter om en sand konge, der ville skabe en ny menneskehed, og løfter om en ny pagt, der ville give mennesket nye hjerter til sand lydighed. Med Jesu ankomst er denne nye tidsalder med opfyldelse brudt frem. Som Jesus proklamerede lige før bjergprædikenen: ”Himmeriget er kommet nær” (Matt. 4:17). Vi lever ikke længere i den gamle pagts æra præget af venten, men i den nye pagts æra præget af opfyldelse.

Hvordan skal kristne i den nye pagt så forholde sig til Det Gamle Testamentes skrifter? Ifølge den forståelse, der præsenteres, søger vi at overholde skrifterne på to måder: ved at se, hvordan de er opfyldt i Jesus, og ved at praktisere en dyb og helhjertet lydighed. Tag for eksempel de gammeltestamentlige bestemmelser om templet. Gud gav Israel templet som et sted at mødes med ham. Præster repræsenterede folket, trådte frem for Gud og ofrede. Hele tempelsystemet var designet til at afspejle Edens velsignelse om at bo sammen med Gud, samtidig med at det pegede frem mod en ny tidsalder, hvor Gud ville rense sit folk, så de kunne bo sammen med ham for evigt. Da Jesus kom, proklamerede han: ”Her er noget større end templet” (Matt. 12:6). Alle budene forbundet med templet finder deres opfyldelse i ham. Han er det sande tempel, den sande ypperstepræst og det endelige offer. Nu bliver de, der er forenet med ham, en del af dette tempel, de træder frem for Gud gennem Jesus som et nyt præsteskab og ofrer sig selv fuldt ud i tilbedelse.

Hvad så med de bud, der virkede mere direkte etiske, som ”Du må ikke begå drab” og ”Du må ikke bryde ægteskabet”? Jesus behandlede eksempler på disse i resten af bjergprædikenen. Han viste, at de pegede profetisk frem mod denne nye pagts æra, hvor vi ville udvise en dybere og mere helhjertet lydighed. I modsætning til de skriftkloge og farisæerne, der reducerede Guds forventninger til noget, de kunne håndtere udadtil, sætter Jesus os i stand til at adlyde fra hjertet (Matt. 5:20). I lyset heraf opfyldes buddet om ikke at begå drab i Guds folk ved, at de giver afkald på had (Matt. 5:21-25). Buddet mod ægteskabsbrud opfyldes, når hans folk giver afkald på selv lystfulde tanker (Matt. 5:26-30). Hvert bud er indfanget i denne større fortælling, der finder sin opfyldelse i Jesu rige og den hjerteforvandling, han medfører.

Dette fører os til at undgå to yderligheder i forhold til Det Gamle Testamente. Vi hverken forkaster Det Gamle Testamente fuldstændigt, eller forsøger vi at følge det adskilt fra dets opfyldelse i Jesus. Han kom ikke for at starte noget helt nyt, og han kom heller ikke for at opretholde status quo. Han er kongen i Guds længe ventede rige. Han kom ikke for at afskaffe skrifterne, men for at opfylde dem.

Mens Jesu primære fokus var på Guds rige og den åndelige lov, levede han også i en verden under romersk herredømme. Dette bringer os til figuren Pontius Pilatus. Hvilket område styrede Pontius Pilatus? Teksten angiver klart, at Pontius Pilatus var den femte guvernør (eller præfekt) for den romerske provins Judæa. Han bestred embedet fra år 26 til 37 e.Kr. Denne lille provins var først kommet under direkte romersk styre to årtier tidligere. Begivenhederne, der førte til dette, går dog yderligere et årti tilbage til kong Herodes den Stores død i år 4 f.Kr.

I det sidste tillæg til sit testamente delte kong Herodes sit kongerige mellem tre af sine sønner: Filip og Antipas modtog hver en fjerdedel; den resterende halvdel, inklusive Judæa, skulle gå til Archelaus. Da Herodes den Store var en vasalkonge, en rex socius, var det op til kejser Augustus enten at stadfæste testamentet, som det var, eller at udpege en anden efterfølger. Både Archelaus og Antipas rejste til Rom: Archelaus var ivrig efter at få sin arvefølge stadfæstet; Antipas for at argumentere for den større legitimitet af et tidligere testamente, hvori han var blevet udnævnt som enearving. De to herodianere fik selskab af en gruppe slægtninge, som ifølge den jødiske historiker Josefus åbent støttede Antipas, men hvis egentlige formål med at møde op for kejseren var at sikre direkte romersk styre over det tidligere kongerige. Denne holdning blev delt af endnu en delegation bestående af halvtreds delegerede fra Judæa, angiveligt sammen med otte tusind jøder bosat i hovedstaden Rom, der bad Augustus om at forene deres land med Syrien og overlade administrationen til den syriske legat. Josefus ville tydeligvis have os til at tro, at både folket og adelen i Judæa foretrak at blive styret af romere snarere end af en efterfølger af Herodes.

Til sidst valgte Augustus dog at følge Herodes' sidste testamente for størstedelen, men med justeringer. Archelaus modtog Judæa, Samaria og Idumæa, men kun med titlen ethnark (folkehøvding), ikke konge, hvilket indikerede en lavere status og mistillid fra Rom. Hans styre var dog kortvarigt og brutalt. Efter kun ti år, i år 6 e.Kr., klagede både jøder og samaritanere over hans grusomhed til Augustus, som afsatte ham og forviste ham til Gallien. På dette tidspunkt blev hans område, Judæa, omdannet til en romersk provins under direkte kejserlig styre. Det var denne provins, Judæa, som Pontius Pilatus senere blev udnævnt til at regere. Pilatus' herredømme var præget af spændinger mellem den romerske administration og den jødiske befolkning, hvilket kulminerede i de begivenheder, der er beskrevet i evangelierne.

Sammenligner vi synet på loven i den gamle og den nye pagt baseret på Jesu udtalelse i Matthæus 5:17, kan vi opstille følgende forskelle, som teksten antyder:

Denne tabel illustrerer, hvordan Jesus ikke blot fortsatte den gamle orden, men transformerede den ved at bringe den til dens bestemmelse. Hans opfyldelse betød en radikal ændring i, hvordan Guds folk forholder sig til Guds lov og til Gud selv.

Lad os afsluttende adressere nogle ofte stillede spørgsmål baseret på den information, vi har gennemgået:

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad sagde Jesus om de verdslige love, altså lovene i det land, han levede i?
Den tekst, vi har baseret denne artikel på, fokuserer specifikt på Jesu forhold til ”Loven og Profeterne”, altså Det Gamle Testamentes skrifter og den mosaiske lov. Den berører ikke direkte Jesu syn på de romerske love eller andre verdslige bestemmelser. Bibelen indeholder dog andre passager, hvor Jesus taler om at give kejseren, hvad kejserens er (Matt. 22:21), hvilket ofte tolkes som en anerkendelse af verdslig autoritet, men dette specifikke spørgsmål besvares ikke ud fra den foreliggende tekst.

Hvilket specifikt område styrede Pontius Pilatus?
Baseret på den information, vi har, styrede Pontius Pilatus den romerske provins Judæa. Dette område omfattede det, der tidligere havde været en del af Herodes den Stores kongerige, specifikt den del, der var tildelt hans søn Archelaus (Judæa, Samaria og Idumæa), men som senere blev omdannet til en romersk provins efter Archelaus' afsættelse i år 6 e.Kr. Pilatus' embedsperiode var fra 26 til 37 e.Kr.

Hvad er den dybere betydning af Jesu ord i Matthæus 5:17 om at opfylde Loven og Profeterne?
Ifølge teksten betyder Jesu udtalelse i Matthæus 5:17, at han ikke kom for at afskaffe Det Gamle Testamente, men for at bringe det til dets fuldendelse og bestemmelse. Han er den, som alle skrifterne, inklusiv Loven og Profeterne, pegede frem mod. Ved hans komme indledes en ny æra, hvor Guds løfter realiseres, og hvor lydighed ikke kun handler om ydre overholdelse, men om en transformation af hjertet. Han er den sande opfyldelse af tempelsystemet, præsteskabet og ofrene, og han muliggør en dybere, indre lydighed i sine efterfølgere.

At studere disse historiske og teologiske detaljer giver os en rigere forståelse af den kontekst, hvori kristendommen opstod, og den dybde, der ligger i Jesu egne ord og handlinger. Hans opfyldelse af Loven og Profeterne er en central del af dette.

Kunne du lide 'Jesus, Loven og Romersk Herredømme'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Fitness.