Pilatus: Manden der dømte Jesus

Pontius Pilatus er et navn, der for evigt er knyttet til en af historiens mest skæbnesvangre begivenheder: dommen over Jesus. Han var den romerske guvernør eller statholder, kendt som en præfekt, i provinsen Judæa i årene 26 til 36 efter Kristus. Hans rolle var betydelig; han var øverstkommanderende for de romerske soldater, ansvarlig for skatteopkrævning og havde den ultimative myndighed i retsvæsenet. Alligevel er han primært husket for denne ene bestræbelse: at dømme Jesus til døden en fredag morgen under påsken omkring år 30.

Vores viden om Pilatus er begrænset, men legenderne om ham er mange. En tidlig legende hævder, at han blev sendt til Gallien (nutidens Frankrig) og begik selvmord der. Disse legender anses dog ikke for at have et troværdigt historisk grundlag. For at få et pålideligt billede af Pilatus må vi stole på beretningerne i Det Nye Testamente og de få historiske vidnesbyrd uden for Bibelen, herunder fra jødiske forfattere som Filon og Josefus, den romerske forfatter Tacitus, og et arkæologisk fund: en kalksten fra Cæsarea med hans navn på.

Pilatus boede typisk i Cæsarea ved Middelhavet. Men hvert år rejste han til Jerusalem op til påsken. Dette var en tid med stor tilstrømning af mennesker til byen, hvilket øgede risikoen for uroligheder – en situation Pilatus havde til opgave at håndtere.

Vejen til Dommen: Fra Jødisk Råd til Romersk Præfekt

Beretningerne i Det Nye Testamente beskriver, hvordan Jesus først blev dømt af det jødiske råd, Sanhedrin. Ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne mente, at Jesus havde spottet Gud ved at kalde sig Kristus og Guds søn (Mark. 14,61-64). Problemet var imidlertid, at det jødiske råd ikke havde beføjelse til at udføre dødsstraffe under romersk herredømme. Derfor sendte de Jesus videre til Pilatus for at få ham dømt og henrettet af romerne.

Men anklagen om gudsbespottelse var ikke en forbrydelse under romersk lov. For at få Pilatus til at handle, måtte de jødiske ledere omformulere anklagerne. De beskyldte i stedet Jesus for at forhindre skattebetaling til kejseren og for at gøre sig selv til konge (Luk. 23,2). Disse handlinger blev betragtet som oprør mod Rom og var strafbare med døden.

Pilatus' Tøven og Forsøg på Frikendelse

Evangelierne giver indtryk af, at Pilatus egentlig ønskede at frikende Jesus. Han syntes ikke at mene, at Jesus var skyldig i de alvorlige anklager om oprør. Han troede sandsynligvis heller ikke, at Jesus udgjorde en reel trussel mod den romerske magt. Derfor forsøgte han på forskellige måder at finde en vej til at løslade Jesus.

Et af disse forsøg var at udnytte påsketraditionen, hvor guvernøren kunne frigive en fange efter folkets ønske. Pilatus gav folket valget mellem den berygtede oprører Barabbas og Jesus. Desværre for Jesus havde ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne allerede overtalt folkemængden til at kræve Barabbas løsladt. Pilatus' forsøg mislykkedes.

Et andet forsøg, nævnt i Lukasevangeliet (Luk. 23,6-12), var at sende Jesus til Herodes Antipas, tetrarken af Galilæa, som også var i Jerusalem. Dette var et forsøg fra Pilatus' side på at slippe for at træffe den svære beslutning. Men Herodes sendte Jesus tilbage til Pilatus uden at have truffet en afgørelse.

Viljesvaghed eller Kynisme? Pilatus' Komplekse Billede

Til sidst stod Pilatus over for et dilemma. Han kunne ikke finde en vej til at frikende Jesus og samtidig undgå den potentielle uro, som de jødiske ledere og folkemængdens pres skabte. At undgå oprør i Jerusalem under den folkerige påskefest var netop hovedårsagen til, at han var til stede i byen. Til sidst bøjede han sig for presset og dømte Jesus til at blive pisket og korsfæstet. Dette har ofte ført til, at Pilatus er blevet opfattet som en viljesvag leder, der gav efter for andres krav.

Men billedet af Pilatus er mere nuanceret, især når man inddrager andre kilder. Lukasevangeliet nævner et andet tilfælde, hvor Pilatus lod nogle galilæere slå ihjel på en grusom måde, idet deres blod blev blandet med blod fra offerdyr (Luk. 13,1). Denne handling tyder på, at Pilatus ikke udelukkende var viljesvag, men snarere en kynisk og hensynsløs leder, der var villig til at bruge brutalitet og ofre individuelle liv for at opretholde romersk orden og sin egen position.

De jødiske forfattere Filon og Josefus, der levede tættere på Pilatus' tid, beskriver ham som en vilkårlig og grusom præfekt, der manglede forståelse for jødernes religiøse følelser. Josefus beretter blandt andet, at Pilatus lod romerske soldater bringe faner med kejserens billede ind i Jerusalem om natten. Dette var en stor krænkelse for jøderne, som opfattede billeder som afgudsdyrkelse. Jøderne protesterede kraftigt, og efter fem dage, hvor Pilatus ignorerede dem, lod han soldater omringe demonstranterne og truede med at dræbe dem. Jøderne var parate til at dø frem for at bryde deres lov, og Pilatus gav sig til sidst og lod fanerne fjerne.

Filon beskriver en lignende konflikt, hvor Pilatus viede forgyldte skjolde med indskrifter af sit eget og kejserens navn i Herodes Antipas' palads i Jerusalem. Selvom skjoldene ikke havde billeder, protesterede jøderne mod denne hyldest på hellig grund. Pilatus nægtede at fjerne dem, men efter en appel til kejser Tiberius måtte Pilatus flytte skjoldene til Cæsarea.

Josefus fortæller også, at Pilatus beslaglagde midler fra templets skatkammer for at finansiere byggeriet af en akvædukt til Jerusalem. Dette førte til voldsomme protester, som Pilatus slog ned med stor brutalitet ved at lade soldater, klædt i civilt tøj, angribe folkemængden med stokke.

Disse beretninger fra Josefus og Filon tegner et billede af en hersker, der gentagne gange var i konflikt med den jødiske befolkning, og som ikke veg tilbage for at bruge vold for at gennemtvinge sin vilje eller opretholde roen. Henrettelsen af Jesus kan derfor ses i dette lys – ikke kun som et udtryk for viljesvaghed, men som en kynisk beslutning truffet af en præfekt, der prioriterede politisk stabilitet og sin egen karriere frem for retfærdighed i en sag, der potentielt kunne føre til et større oprør.

Historiske Kilder Ud Over Bibelen

Udover Det Nye Testamente nævnes Pilatus som nævnt af:

• Tacitus: Den romerske historiker nævner Pilatus i forbindelse med kejser Neros forfølgelse af de kristne, og bekræfter hans rolle i Jesu henrettelse.
• Filon af Alexandria: Den jødisk-græske filosof beskriver Pilatus som hård, stivnakket og grusom, og beretter om konflikten med de forgyldte skjolde.
• Josefus: Den jødiske historiker giver flere beretninger om Pilatus' hårde styre og konflikter med jøderne, herunder episoden med fanerne, akvædukten og nedkæmpelsen af jødiske protester. Han bekræfter også, at Pilatus gav ordre til Jesu korsfæstelse.
• Pilatusstenen: En kalkstensblok fundet i Cæsarea i 1961 bærer en indskrift, der identificerer Pontius Pilatus som præfekt af Judæa og nævner hans dedikation af et tempel til kejser Tiberius. Dette er den eneste arkæologiske bekræftelse af Pilatus' titel og position.
• Mønter: Pilatus slog mønter (bronze prutah) i Judæa, typisk med symboler (som kornaks eller offerredskaber) der var mindre stødende for jøderne end billeder af kejseren, selvom de bar kejserens navn (Tiberius) og hans mor Julias navn.

Disse kilder uden for Bibelen understøtter billedet af Pilatus som en romersk embedsmand, der styrede med hård hånd i en vanskelig provins, og de nuancerer evangeliernes fokus på hans tøven i Jesu sag ved at vise hans generelle brutalitet og villighed til at bruge vold.

Legender og Eftermæle: Hvad Skete Der Med Pilatus?

Hvad der præcist skete med Pilatus efter år 36 e.Kr., hvor han blev kaldt tilbage til Rom efter at have slået et samaritansk optog brutalt ned, er usikkert. Historikeren Eusebius nævner, at Pilatus begik selvmord under kejser Caligula, men der er ingen stærk historisk evidens for dette.

Til gengæld findes der mange legender. En af de mest kendte, fortalt i skriftet Mors Pilati (Pilatus' Død), beretter, at hans lig blev kastet i Tiberen, men da dette forårsagede forfærdelige uvejr, blev det flyttet til Rhône nær Vienne i Gallien. Også her skabte liget uro, og det blev til sidst sænket i en ensom sø på bjerget Pilatus nær Luzern i Schweiz. Bjerget har dog sandsynligvis fået sit navn fra det latinske ord 'pileatus', der betyder 'med hue på', med henvisning til skyerne, der ofte dækker toppen.

Folketroen på bjerget Pilatus fortalte, at hans genfærd steg op fra søen hver langfredag for at vaske Jesu blod af sine hænder, og at enhver forstyrrelse af vandet ville udløse frygtelige tordenvejr. I 1585 forsøgte en præst og andre at mane genfærdet i jorden ved at forstyrre søen uden held for spøgeriet, og i 1594 blev søen delvist drænet for at fjerne frygten.

I den apokryfe litteratur, som Petersevangeliet, frikendes Pilatus for ansvaret for Jesu henrettelse, og skylden lægges udelukkende på jøderne. Den koptiske kirke gik endnu videre og har gjort Pilatus til en martyr.

Også Pilatus' hustru har fået en plads i traditionen. Matthæusevangeliet nævner, at hun havde en foruroligende drøm om Jesus og advarede Pilatus (Matt 27:19). Apokryfe tekster, som Nikodemusevangeliet, navngiver hende Claudia Procula. På grund af hendes drøm er hun blevet helgenkåret i den græske og den koptiske kirke.

Pilatus i Sproget: Udtryk der Lever Videre

Trods den sparsomme historiske information om Pilatus' liv ud over dommen over Jesus, har han efterladt sig et bemærkelsesværdigt aftryk i sproget:

• At gå fra Herodes til Pilatus: Dette udtryk bruges, når man bliver sendt frem og tilbage mellem forskellige instanser uden at opnå et resultat. Det stammer fra episoden, hvor Pilatus sendte Jesus til Herodes Antipas i et forsøg på at undgå at dømme ham, men Jesus blev sendt tilbage.
• Hvad er sandhed?: Dette berømte spørgsmål stillede Pilatus til Jesus under forhøret (Joh. 18,38). Det bruges i dag som en filosofisk eller retorisk refleksion over sandhedens natur.
• Hvad jeg skrev, det skrev jeg: Pilatus' stædige svar, da de jødiske ledere bad ham ændre indskriften på korset fra 'Jødernes Konge' (Joh. 19,22). Det bruges om en fast beslutning, man ikke vil ændre.
• Ecce homo!: Latinsk for "Se, her er manden!". Dette sagde Pilatus, da han viste den piskede og torterede Jesus frem for folkemængden (Joh. 19,5). Udtrykket er blevet titlen på utallige kunstværker, der skildrer Jesu lidelse, og er synonymt med fremvisningen af den lidende Kristus.
• Jeg vasker mine hænder: Pilatus udførte denne symbolske handling for at vise, at han fralagde sig skylden for Jesu blod (Matt. 27,24). Udtrykket bruges i dag, når man vil undsige sig ansvaret for noget.
• Wie Pilatus ins Credo: Et tysk udtryk, der betyder noget i stil med "som Pilatus i trosbekendelsen", og bruges om noget, der virker overflødigt eller malplaceret. Det henviser til, at Pilatus er det eneste almindelige menneske (udover Jesus og Maria), der nævnes i den apostolske trosbekendelse ("pint under Pontius Pilatus").

Netop det, at Pilatus nævnes hver gang kristne verden over siger trosbekendelsen, gør ham paradoksalt nok til måske den mest omtalte romer i historien.

Anklagerne Mod Jesus Sammenlignet

Ofte Stillede Spørgsmål om Pontius Pilatus

Var Pilatus virkelig viljesvag?
Historiske kilder som Josefus og Filon, samt Lukasevangeliet (Galilæerepisoden), viser at Pilatus kunne være yderst brutal og kynisk. Hans handling under Jesu retssag ses snarere som en pragmatisk beslutning for at undgå oprør, selvom det betød at dømme en mand, han ikke anså for skyldig i romersk forstand.

Hvorfor er Pilatus nævnt i trosbekendelsen?
Han nævnes i den apostolske trosbekendelse ("pint under Pontius Pilatus") for at forankre Jesu lidelser i en bestemt historisk tid og sted. Det er et vigtigt historisk fikspunkt i kristen teologi.

Hvad ved vi om Pilatus' kone?
Matthæusevangeliet nævner, at hans kone sendte ham en advarsel baseret på en drøm. Apokryfe tekster giver hende navnet Claudia Procula. Hun er helgenkåret i nogle kirkesamfund på grund af denne drøm.

Er de historiske kilder uden for Bibelen enige med evangelierne?
De bekræfter Pilatus' position og tilstedeværelse i Judæa. Kilder som Josefus og Filon fremstiller ham dog ofte mere negativt, som en hård og hensynsløs hersker, hvilket nuancerer det billede af tøven, man primært ser i evangelierne angående Jesus' sag.

Pontius Pilatus forbliver en fascinerende og kontroversiel figur. Han var ikke blot en passiv aktør, der bøjede sig for presset, men en erfaren romersk administrator, der opererede i et politisk sprængfarligt miljø. Hans beslutning om at dømme Jesus til døden var sandsynligvis et kynisk valg truffet for at opretholde roen og beskytte sin egen position i en provins, der konstant truede med at eksplodere i oprør. Selvom han forsøgte at vaske sine hænder i uskyld, sikrede hans rolle i denne ene begivenhed, at hans navn blev bevaret i historien og sproget på måder, der overgår de fleste andre romerske embedsmænd.

Kunne du lide 'Pilatus: Manden der dømte Jesus'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Fitness.