Annas & Kajfas: Ypperstepræsterne i Jesu tid

I det første århundrede e.Kr., i den romerske provins Judæa, var rollen som ypperstepræst af central betydning, ikke kun religiøst, men også politisk. Ypperstepræsten var overhoved for det jødiske religiøse liv og en nøglefigur i Sanhedrinet, det jødiske højeste råd. På grund af den romerske besættelse var ypperstepræsten også en vigtig bindeled mellem den jødiske befolkning og de romerske myndigheder, hvilket gjorde embedet til et magtfuldt, men også politisk udsat hverv. I den periode, hvor Jesus levede og virkede, var to personer særligt fremtrædende i ypperstepræsteembedet og dets indflydelse: Annas og hans svigersøn, Kajfas. Selvom Kajfas officielt var ypperstepræst i den længste og mest afgørende del af denne periode, bevarede Annas en betydelig indflydelse, hvilket i praksis gav indtryk af to magtfulde skikkelser på posten.

Annas, også kendt som Ananus, søn af Seth, var ypperstepræst fra år 6 e.Kr. til år 15 e.Kr. Selvom hans officielle embedsperiode var relativt kort – han blev afsat af den romerske præfekt Valerius Gratus – mistede han på ingen måde sin indflydelse. Annas kom fra en prominent familie, og hele fem af hans sønner tjente senere som ypperstepræster efter ham: Eleazar, Jonathan, Theophilus, Matthias og Ananus ben Ananus. Dette vidner om familiens magt og vedvarende indflydelse i det jødiske samfund. Annas' magt strakte sig ud over hans formelle embedsperiode, og han fortsatte med at spille en vigtig rolle i jødiske anliggender. Det Nye Testamente bekræfter denne vedvarende indflydelse; i Johannesevangeliet føres Jesus først til Annas, efter han er blevet taget til fange, før han sendes videre til Kajfas. Dette indikerer, at Annas stadig blev betragtet som en figur af autoritet og betydning, selv efter han ikke længere bar den officielle titel af ypperstepræst.

Joseph ben Caiaphas, bedre kendt som Kajfas, var Annas' svigersøn. Han blev udnævnt til ypperstepræst af den romerske præfekt Valerius Gratus i år 18 e.Kr., efter at Simon ben Camithus var blevet afsat. Kajfas beklædte embedet i hele 18 år (fra 18 til 36/37 e.Kr.), hvilket var en usædvanlig lang periode i denne turbulente tid. Hans lange embedsperiode antyder, at han havde et godt og stabilt arbejdsforhold til de romerske myndigheder, herunder Pontius Pilatus, som var præfekt i Judæa fra 26 til 36 e.Kr. Kajfas og Annas menes at have sympatiseret med saddukæerne, en religiøs bevægelse, hvis medlemmer primært kom fra den velhavende jødiske elite, som ofte søgte at opretholde status quo under romersk styre for at bevare deres egen position.

I evangelierne spiller Kajfas en central, og ofte kontroversiel, rolle i begivenhederne omkring Jesus. Ifølge Matthæus-, Lukas- og Johannesevangeliet var Kajfas en organisator af sammensværgelsen om at dræbe Jesus. Han skildres som den, der præsiderede over Sanhedrinets retssag mod Jesus. Efter opvækkelsen af Lazarus, som skabte stor røre og øgede Jesu popularitet, indkaldte Kajfas og de øverste præster til et møde i Sanhedrinet. Deres bekymring var stor: de frygtede, at hvis Jesus fik lov til at fortsætte, ville alle tro på ham, og romerne ville gribe ind og ødelægge både deres hellige sted (Templet) og deres nation. Dette viser det intense politiske pres, de levede under, og deres frygt for romersk reaktion på enhver form for opstand eller uro, som Jesu stigende indflydelse kunne udløse.

Johannesevangeliet giver et indblik i den politiske beregning, Kajfas foretog. Under Sanhedrinets møde foreslog han, at det var bedre for én mand (Jesus) at dø end for hele nationen at blive ødelagt. Evangeliet tolker denne udtalelse som en profeti, idet Kajfas, i kraft af sit embede som ypperstepræst, uforvarende forudsagde, at Jesus ville dø for nationen – og ikke kun for nationen, men også for at samle Guds spredte børn. Denne udtalelse understreger det pragmatiske, politisk motiverede perspektiv, som prægede Kajfas' handlinger; nationens overlevelse og stabilitet under romersk styre vejede tungere end et enkelt individs skæbne i hans øjne.

Under selve retssagen mod Jesus, som beskrevet i Matthæusevangeliet, forsøgte Kajfas og andre medlemmer af Sanhedrinet at finde beviser for at dømme Jesus, men havde svært ved det. Jesus forblev tavs under det meste af forhøret. Det var først, da Kajfas direkte spurgte ham, om han var Messias (Kristus), at Jesus svarede: «Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre side og komme på himlens skyer.» (Markus 14:62). Kajfas reagerede ved at flænge sin kappe – et tegn på sorg eller forfærdelse over blasfemi – og anklagede Jesus for blasfemi, hvilket førte til, at Sanhedrinet dømte ham til korporlig straf. Da jøderne på dette tidspunkt ikke havde beføjelse til at henrette folk for blasfemi under romersk lov, var det afgørende for Kajfas' position at fremstille Jesus ikke kun som en blasfemiker, men også som en, der proklamerede sig selv som Messias, hvilket kunne tolkes som et krav på kongemagt og dermed en politisk trussel mod romersk autoritet. Dette var en anklage, som Pontius Pilatus, den romerske guvernør, ville tage alvorligt.

Efter Jesu korsfæstelse optræder Annas og Kajfas igen i Apostlenes Gerninger. Peter og Johannes blev ført frem for dem efter at have helbredt en lam tigger. Annas og Kajfas udfordrede apostlenes autoritet til at udføre et sådant mirakel. Peter, fyldt af Helligånden, svarede, at Jesus fra Nazaret var kilden til deres kraft. Ypperstepræsterne indså, at Peter og Johannes var ulærde mænd, der alligevel talte veltalende om Jesus. De sendte apostlene væk og besluttede, at miraklets ry var for udbredt til at kunne benægtes. I stedet advarede de Peter og Johannes mod at sprede Jesu navn yderligere. Apostlene nægtede dog at adlyde, idet de sagde: «Døm selv, om det er ret i Guds øjne at adlyde jer frem for Gud. For vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.» (Apostlenes Gerninger 4:19-20). Dette viser Annas' og Kajfas' fortsatte forsøg på at kontrollere situationen og undertrykke den voksende kristne bevægelse.

De primære historiske kilder til Kajfas' liv er Det Nye Testamente og den jødiske historiker Josefus' skrifter fra det 1. århundrede. Josefus betragtes som den mest pålidelige ikke-bibelske litterære kilde. Hans værker, især 'Antiquitates Judaicae' (Jødiske Oldtider), bekræfter Kajfas' embedsperiode som ypperstepræst og giver information om andre ypperstepræster. Josefus beretter, at Kajfas blev ypperstepræst i år 18 e.Kr., udnævnt af præfekten Valerius Gratus, og at han blev afsat af Syriens legat Lucius Vitellius den Ældre (som var overordnet Pilatus) i år 36 eller 37 e.Kr. Dette stemmer godt overens med informationen i Det Nye Testamente og understreger Kajfas' lange og politisk betydningsfulde embedsperiode.

Navnet Kajfas (קַיָּפָה) har forskellige mulige etymologiske oprindelser. Nogle forslag inkluderer: fra 'kurv' eller 'kar', hvilket kunne indikere en kurvemager eller en arbejder, der brugte kurve til f.eks. at sælge krydderier; fra det græske κεφάλαιος, der betyder 'hoved', 'chef' eller 'primær', afledt af κεφαλή ('hoved'); 'som smuk' på aramæisk; eller 'en dal' eller 'en fordybning' på akkadisk. Disse forskellige muligheder viser usikkerheden omkring navnets præcise betydning, men den græske oprindelse, der relaterer til 'chef', synes passende for en ypperstepræst.

Arkæologi har også bidraget til vores forståelse af Kajfas. I november 1990 fandt arbejdere en udsmykket kalkstensossuar (en kiste til knogler) i Fredsskoven syd for Jerusalems Abu Tor-kvarter. En aramæisk inskription på siden blev tolket som 'Josef, søn af Kajfas'. På baggrund af dette blev knoglerne i ossuariet, der tilhørte en ældre mand, anset for muligvis at være Ypperstepræst Kajfas'. Fundet var sensationelt, da det gav håndgribeligt bevis for en central bibelsk figur uden for teksterne. Selvom identifikationen er blevet udfordret af nogle forskere på grund af inskriptionens stavning, manglen på omtale af Kajfas' status som ypperstepræst og gravens (ikke ossuariets) enkelhed, er det fortsat et af de mest sandsynlige arkæologiske fund relateret til en bibelsk person af denne betydning.

Et andet relevant fund skete i juni 2011, hvor arkæologer fandt en stjålen ossuar fra en grav i Elah-dalen. Denne ossuar bar inskriptionen: 'Miriam, datter af Yeshua, søn af Kajfas, præst af Ma’aziah fra Beth ‘Imri'. Israel Antiquities Authority erklærede den autentisk. Dette fund er vigtigt, da det forbinder Kajfas-familien med præsteskabet og specifikt med præsteskabet Ma’aziah, en af de 24 præstelige divisioner, der ifølge traditionen blev oprettet af kong David. Det bekræfter familiens præstelige baggrund og tilknytning til en bestemt gren af præsteskabet.

I litteratur og kunst er både Annas og Kajfas blevet skildret gennem århundreder, ofte i en negativ rolle som dem, der stod bag Jesu død. I Dantes 'Inferno' placeres Kajfas i helvedes ottende cirkel, hvor hyklere straffes; han er evigt korsfæstet på stien, så andre hyklere træder på ham. William Blake bruger Kajfas som et symbol på en forræder eller farisæer. De optræder også i moderne litteratur og talrige filmatiseringer af Jesu liv, hvor de portrætteres af forskellige skuespillere, hvilket vidner om deres vedvarende betydning som historiske figurer i den kristne fortælling.

Sammenfattende var Annas og Kajfas to centrale og magtfulde figurer i det jødiske samfund i Judæa i det første århundrede e.Kr. Annas var den ældre, tidligere ypperstepræst med fortsat stor indflydelse og en magtfuld familie. Kajfas var den officielle ypperstepræst i Jesu mest aktive periode, en dygtig politiker, der navigerede i det komplekse forhold til romerne, og den, der formelt stod i spidsen for Sanhedrinets beslutning om at overgive Jesus til romerne. Deres handlinger og beslutninger var afgørende for forløbet af begivenhederne, der førte til Jesu korsfæstelse, og de repræsenterer det religiøse og politiske establishment, som den tidlige kristne bevægelse stod over for.

Her er en kort sammenligning af Annas og Kajfas baseret på den givne information:

Ofte stillede spørgsmål:

Hvorfor nævnes der ofte 'to' ypperstepræster, Annas og Kajfas, når der kun kunne være én ad gangen?

Mens Kajfas var den officielt udnævnte ypperstepræst i den relevante periode, bevarede hans svigerfar, Annas, der tidligere havde haft embedet, en enorm indflydelse og autoritet inden for det jødiske lederskab. Han kom fra en magtfuld præstefamilie, og flere af hans sønner blev ypperstepræster efter ham. Annas' indflydelse var så stor, at han i praksis fortsat spillede en ledende rolle, hvilket forklarer, hvorfor han nævnes ved siden af Kajfas og endda var den første, Jesus blev ført til efter sin anholdelse ifølge Johannesevangeliet.

Hvad var deres hovedmotivation for deres handlinger over for Jesus?

Baseret på teksten var deres motivation primært politisk og socio-religiøs. De frygtede, at Jesu voksende popularitet og påstande (især tolkningen af ham som Messias) ville føre til romersk indgriben, som kunne ødelægge både Templet og nationen. Kajfas' udtalelse om, at det var bedre, at én mand døde for nationen, understreger denne politiske bekymring for stabilitet under romersk styre. De så Jesus som en trussel mod den eksisterende orden og deres egen position.

Findes der arkæologiske beviser for Kajfas' eksistens?

Ja, der er stærke arkæologiske indikationer. Fundet af en udsmykket ossuar i 1990 med inskriptionen 'Josef, søn af Kajfas', som indeholdt knogler af en ældre mand, er det mest sandsynlige bevis. Selvom der er akademisk debat om den præcise identifikation, understøtter det eksistensen af en person ved navn Josef, søn af Kajfas, fra den relevante periode og sociale klasse. Yderligere støtte kommer fra en anden ossuar, der nævner 'Miriam, datter af Yeshua, søn af Kajfas', hvilket yderligere forbinder navnet med en præstefamilie.

Hvad skete der med Kajfas efter Jesu død?

Josefus beretter, at Kajfas blev afsat som ypperstepræst af den romerske legat Lucius Vitellius den Ældre i år 36 eller 37 e.Kr. Dette skete efter Pilatus' afsættelse og markerer afslutningen på Kajfas' lange embedsperiode. Annas' søn Jonathan blev udnævnt til hans efterfølger. Efter sin afsættelse forsvinder Kajfas ud af de historiske kilder, vi har adgang til.

Disse to mænd, Annas og Kajfas, er fascinerende figurer, der giver et unikt indblik i den komplekse politiske og religiøse virkelighed i Judæa på Jesu tid. Deres handlinger var formet af et ønske om at opretholde orden og stabilitet i en tid med stor spænding og forventning, og de spiller en uudslettelig rolle i den historiske beretning om Jesu liv.

Kunne du lide 'Annas & Kajfas: Ypperstepræsterne i Jesu tid'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Fitness.