Pontius Pilatus: Manden Bag Korset

Pontius Pilatus er et navn, de fleste forbinder uløseligt med historien om Jesus fra Nazaret. Uden Pilatus ville de færreste have kendt til ham, og uden Jesus ville Pilatus' navn næppe have opnået den berømmelse, det har i dag. Han var en militærleder, der tjente som romersk præfekt i Judæa i ti år, fra omkring år 26 til 37 e.Kr. Ud over dette og hans centrale rolle i Jesu retssag, vides relativt lidt om hans tidlige liv, bortset fra at han menes at være født syd for Rom.

Pilatus er dog en af de få personer fra Jesu historie, der er veldokumenteret historisk, hvilket gør ham til en fascinerende figur at udforske. Han nævnes ikke kun i de kristne evangelier, men også af jødiske historikere og filosoffer som Josefus og Filon af Alexandria, samt i arkæologiske fund som Pilatus-stenen og potentielt en ring. På trods af disse kilder er der stadig stor uenighed om, hvilken slags mand og administrator han egentlig var.

Hvem var Pontius Pilatus?

Pontius Pilatus var den femte guvernør, eller mere præcist præfekt, af Judæa, en provins i Romerriget. Hans periode som præfekt strakte sig over cirka et årti, fra år 26 til 37 e.Kr. Denne periode var præget af spændinger mellem den romerske besættelsesmagt og den jødiske befolkning, og Pilatus' ry som hersker var omstridt. Han havde åbenlyst svært ved at navigere i relationerne til den jødiske præsteklasse og de forskellige jødiske sekter. Historiske kilder beskriver ham ofte som en mand med et ry for grusomhed.

Selvom han er bedst kendt for sin medvirken i retssagen mod Jesus, er hans betydning også funderet i, at han er en af de mest historisk bekræftede skikkelser fra evangeliernes beretninger. I modsætning til mange bibelske figurer, for hvem der mangler håndgribelige beviser, har vi ud over de skriftlige kilder også arkæologiske beviser, der understøtter hans eksistens og hans rolle i Judea. Alligevel forbliver billedet af ham komplekst og præget af de forskellige kilders dagsordener.

Pilatus som Guvernør af Judea

Som romersk præfekt havde Pontius Pilatus betydelig magt i provinsen Judea. Han havde kommandoen over 6.000 elitesoldater og yderligere 30.000 tropper stående klar i det nærliggende Syrien. Dette gav ham i praksis diktatorisk magt. Så længe han formåede at holde Rom tilfreds, havde han absolut autoritet, herunder magten over liv og død. Provinsen havde kun været under romersk kontrol i omkring tyve år, da Pilatus ankom, og hans primære rolle var at opretholde romersk herredømme og 'uddanne' lokalbefolkningen i romerske skikke.

Den arkæologiske opdagelse af Pilatus-stenen i Cæsarea Maritima i 1961 var et afgørende øjeblik for historisk forskning. Denne kalkstensblok med en latinsk inskription refererer direkte til 'Pontius Pilatus' som 'præfekt af Judæa' og bekræfter hans titel og tilstedeværelse i provinsen i det første århundrede. Stenen, der menes at datere sig til omkring 26–37 e.Kr., er en byggeindskrift, der angiver, at Pilatus dedikerede et 'Tiberium', sandsynligvis et tempel til ære for kejser Tiberius. Fundet er vigtigt, da det giver håndgribeligt, samtidshistorisk bevis for en figur, der spiller en så central rolle i de kristne tekster.

En Hersker Præget af Grusomhed og Konflikt

Historiske kilder, især fra jødiske forfattere, tegner et billede af Pilatus som en hård og ufølsom hersker, der ofte stødte sammen med den jødiske befolkning på grund af sin tilsidesættelse af deres religiøse skikke. Filon af Alexandria beskriver ham som en mand med en 'ufleksibel, stædig og grusom disposition' og nævner, at han henrettede mistænkte uden retssag. Josefus beretter om flere episoder, der understreger Pilatus' provokerende adfærd.

En berømt episode involverer indførelsen af romerske militærstandarder med kejserens billede i Jerusalem. Dette stred mod det jødiske forbud mod afgudsdyrkelse. Pilatus fik soldaterne til at bære standarderne ind om natten for at undgå opstand, men hændelsen udløste alligevel vrede. En stor folkemængde rejste til Cæsarea for at protestere. Pilatus samlede dem på markedspladsen og omringede dem med soldater, truende med at slagte dem, hvis de ikke opgav deres protest. Ifølge Josefus brystede protesterne deres hals som et tegn på, at de var klar til at dø, hvilket tvang Pilatus til at trække sig og fjerne standarderne fra byen. Selvom nogle tolker dette som et tegn på svaghed, ser andre det som en snu operatør, der ikke var klar til at spilde blod unødvendigt.

En anden konflikt opstod, da Pilatus brugte midler fra Templets skatkammer til at finansiere opførelsen af en akvædukt. Dette var en praksis, der tidligere havde ført til uroligheder, og det stødte igen jødiske følelser. Filon nævner også, at kejser Tiberius måtte irettesætte Pilatus for at have udstillet forgyldte skjolde i Herodes' palads i Jerusalem. Disse skjolde bar kejserens navn og var forbundet med den kejserlige kult, hvilket igen var stødende for jøderne. Filon skriver, at Pilatus nægtede at fjerne dem og frygtede, at en klage til kejseren ville afsløre hans 'vold, hans tyverier, hans overgreb, hans mishandlende adfærd, hans hyppige henrettelser af uforsøgte fanger og hans endeløse grusomhed'.

Pilatus' karriere som præfekt sluttede efter en massakre på en gruppe samaritanere nær Mount Gerizim. Ifølge Josefus klagede jødiske og samaritanske delegerede til Vitellius, guvernøren i Syrien, som beordrede Pilatus tilbage til Rom for at afgive forklaring. Vi ved ikke præcist, hvad der skete ved denne høring, men det er sikkert, at Pilatus ikke vendte tilbage til Judæa.

Retssagen mod Jesus

Pontius Pilatus' mest berømte handling er uden tvivl hans rolle i retssagen og korsfæstelsen af Jesus fra Nazaret. Evangelierne portrætterer Pilatus på forskellig vis, men ofte som en tøvende figur, der er overbevist om Jesu uskyld, men presses af de jødiske myndigheder og folkemængden til at dømme ham til døden. Matthæusevangeliet viser ham bogstaveligt talt vaske sine hænder for at understrege, at han ikke tager ansvar. Johannesevangeliet beskriver en mere filosofisk samtale mellem Pilatus og Jesus om sandhedens natur. Lukasevangeliet fremstiller Pilatus som svag, men han erklærer klart Jesus for uskyldig, mens Markusevangeliet giver ham en mere dominerende rolle.

Historikere og forskere er generelt mindre venlige over for Pilatus end evangelierne. De påpeger, at Pilatus' ry for at henrette fanger uden retssag gør den evangeliske beretning om en relativt grundig retssag usandsynlig. Ifølge historikeren Reza Aslan var Pilatus berygtet for at sende tusinder til korset uden megen overvejelse. Forestillingen om, at han ville bruge tid på en jødisk 'oprører' og give ham en personlig audiens, 'tigger fantasien', som Aslan formulerer det.

Anklagen mod Jesus, som blev fremlagt for Pilatus, var ikke blasfemi – en jødisk anklage – men sedition eller forræderi: at kalde sig 'jødernes konge'. Dette var en forbrydelse mod Rom, som Pilatus var forpligtet til at behandle, uanset om han ønskede det eller ej. Ifølge BBC undersøgte Pilatus de rapporter, han havde, og konkluderede, at der ikke var beviser for, at Jesus ledte en militær revolution. Han erklærede derfor Jesus for 'uskyldig'.

Men folkemængden, sandsynligvis opildnet af Tempelmyndighederne, blev vred over dommen og begyndte at råbe på, at Jesus skulle korsfæstes. Pilatus stod over for et dilemma: Hvis han løslod Jesus, risikerede han alvorlige optøjer. Alternativet var at henrette en mand, han (ifølge evangelierne) mente var uskyldig. Pilatus søgte en udvej og forsøgte et 'mestertræk': at tilbyde folkemængden valget mellem Jesus og Barabbas, en dømt morder, under påskens amnesti for fanger. Mængden råbte på Barabbas, og Pilatus fandt ingen vej ud. Han dømte Jesus til døden ved korsfæstelse, men forsøgte at redde sit eget ry ved symbolsk at vaske sine hænder og erklære sig uskyldig i Jesu blod.

Hvorfor Henrettede Pilatus Jesus?

Det mest presserende spørgsmål er, hvorfor Pilatus henrettede Jesus, hvis han, som evangelierne antyder, mente, han var uskyldig. Svaret ligger sandsynligvis i Pilatus' primære ansvar: at opretholde freden og stabiliteten i provinsen. Hans karriere i Romerriget afhang af, at han styrede Judæa glat og effektivt.

Påsken var en særligt følsom tid i Jerusalem. Festivalen fejrede Israels udfrielse fra fremmed undertrykkelse i Egypten, et budskab der let kunne opildne stemningen mod den romerske besættelsesmagt. Byen var fyldt med op til 2,5 millioner pilgrimme, hvilket gjorde risikoen for optøjer overhængende, især nær Templet, centrum for det jødiske samfund. Pilatus var anspændt i denne periode og vidste, at han måtte være hensynsløs over for enhver form for uroligheder.

Romerne havde et omfattende netværk af spioner, så Pilatus var sandsynligvis klar over Jesu ankomst til Jerusalem, hans prædiken og de forstyrrelser, han havde forårsaget i Templet. Da ypperstepræsten Caiaphas præsenterede ham for anklagen om, at Jesus kaldte sig 'jødernes konge' – en anklage om oprør mod Rom – stod Pilatus over for et potentielt problem. At løslade en person, der var anklaget for forræderi, og som Tempelmyndighederne ønskede fjernet, og som en folkemængde nu krævede korsfæstet, ville sandsynligvis have udløst et alvorligt oprør, der kunne have kostet Pilatus kontrollen over byen og muligvis hans karriere. Han valgte derfor at ofre Jesus for at bevare den romerske orden og sit eget embede.

Forskellige Portrætter af Pilatus

Som nævnt tegner evangelierne et mere sympatisk billede af Pilatus, end de historiske kilder gør. Denne forskel afspejler sandsynligvis de omstændigheder og dagsordener, som evangeliernes forfattere arbejdede under. I en tid, hvor kristendommen forsøgte at brede sig i Romerriget, var det ufordelagtigt at fremstille romerne som de primært ansvarlige for Jesu død. Ved at portrættere Pilatus som en tøvende figur, der presses af de jødiske ledere, lykkedes det evangelieforfatterne at flytte ansvaret for Jesu korsfæstelse væk fra Rom og over på jøderne. Dette har desværre haft alvorlige konsekvenser gennem historien og bidraget til udviklingen af antisemitisme.

Candida Moss påpeger, at Pilatus' valg om at henrette Jesus i virkeligheden ikke kræver meget forklaring i en historisk kontekst. En profetisk figur, der talte om et 'alternativt Kongerige' og tiltrak en stor tilhængerskare til den hellige by under påsken, ville naturligt være på Pilatus' observationsliste som en potentiel trussel mod stabiliteten. At han kun henrettede Jesus og ikke forfulgte hans tilhængere, kunne endda tolkes som et udtryk for en vis tilbageholdenhed fra en hersker med ry for grusomhed.

Hvad Skete Der Med Pilatus?

Historiske kilder, der ikke er kristne, ophører med at nævne Pilatus efter hans tilbagekaldelse til Rom i år 37 e.Kr. efter massakren på samaritanerne. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der skete med ham derefter. En historisk tvivlsom tradition, nedskrevet af den kristne historiker Eusebius i det 4. århundrede, hævder, at Pilatus begik selvmord.

Inden for kristne traditioner opstod der over tid to diametralt modsatte beretninger om Pilatus' skæbne. Den vestlige tradition dæmoniserer Pilatus. Ifølge legender blev han straffet for Jesu død, enten ved eksil, henrettelse eller selvmord. En særlig farverig variant, 'Mors Pilati', beskriver, hvordan Pilatus begik selvmord for at undgå en ydmygende død og hans lig derefter blev kastet i både Tiberen og Rhône, men forårsagede uvejr på grund af dæmonisk indflydelse, før det til sidst blev begravet dybt i en pit nær Lausanne, Schweiz, hvor 'diabolske maskinationer' angiveligt stadig 'bobler op'. Andre vestlige legender placerer ham i eksil så fjernt som Andalusien eller endda hævder, at han oprindeligt kom fra Skotland. Disse traditioner portrætterer Pilatus som 'Djævelens mand'.

Den østlige kristne tradition tager en helt anden retning og hævder, at Pilatus konverterede til kristendommen og til sidst blev en martyr og helgen. Allerede i slutningen af det 2. århundrede hævdede Tertullian, at Pilatus fortalte kejser Tiberius om Jesu mirakler, fordi han 'allerede var kristen i sin samvittighed'. En syrisk version af 'Pilatus' Akter' (5. århundrede) beretter, at da Pilatus blev halshugget, blev hans hoved 'modtaget af en engel'. En anden version, 'Martyrium Pilati', populær blandt koptiske, arabiske og etiopiske kristne, hævder, at Pilatus blev korsfæstet to gange. I koptisk og etiopisk kristendom er Pilatus og hans kone kanoniseret som helgener, og navnet Pilatus forblev populært blandt koptiske drenge indtil det 18. århundrede.

Disse forskellige traditioner afspejler ikke historisk fakta, men snarere regionale holdninger og teologiske dagsordener. De traditioner, der ser Pilatus som en helgen, lægger typisk skylden for Jesu død på 'jøderne'. Det er mere sandsynligt, at Pilatus' interaktion med Jesus var kortvarig og for Pilatus selv en ubetydelig hændelse i en travl karriere. Alligevel var det netop denne 'rutinemæssige dag på kontoret', der sikrede hans plads i historien.

Arkæologiske Fund: Et Andet Syn på Pilatus?

Ud over de skriftlige kilder har arkæologiske fund givet vigtige indblik i Pontius Pilatus' liv og virke. Det mest afgørende fund er Pilatus-stenen, der bekræfter hans eksistens og titel som præfekt af Judæa. Stenen, fundet i Cæsarea Maritima – den romerske guvernørs residensby – er et stærkt bevis fra det første århundrede.

I 2018 blev der gjort endnu et potentielt spændende fund offentligt kendt: en bronzering fundet ved Herodium, nær Betlehem, i slutningen af 1960'erne. Efter at ringen blev renset og undersøgt med specielt udstyr, blev en inskription og et billede af et vinkar synligt, omgivet af ordet 'Pilatus'. Selvom fundet blev gjort for længe siden, og omstændighederne for dets deponering er uklare, antyder ringen, at den sandsynligvis tilhørte en person med status og rigdom, og da der ikke kendes andre betydningsfulde personer ved navn Pilatus fra perioden, er det muligt, at den tilhørte præfekten selv.

Et nyere arkæologisk fund, rapporteret i 2019, antyder, at Pilatus måske ikke udelukkende var den grusomme hersker, som mange kilder beskriver. Udgravninger i Jerusalem har afsløret en næsten 600 meter lang brolagt gade, der forbandt Tempelbjerget med Siloam-dammen, et vigtigt religiøst sted. Mønter fundet under belægningen dateres til mellem år 17 og 30/31 e.Kr., hvilket stærkt indikerer, at gaden blev bygget under Pilatus' embedsperiode. Dette fund antyder, at Pilatus også finansierede offentlige arbejder, der var til gavn for den jødiske befolkning og deres religiøse praksis. Selvom formålet kan have været forskelligt – at tjene religiøse turister, gavne lokale eller lette helbredelsespraksis – tyder det på en handling af en mere altruistisk eller i det mindste pragmatisk karakter, måske et forsøg på at formilde eller behage jødiske myndigheder og lokale. Dette fund tilbyder et mere nuanceret og kompliceret billede af Pilatus end det, der udelukkende fokuserer på hans konflikter og grusomhed.

Præfekt vs. Prokurator

Et interessant punkt, der belyses af Pilatus-stenen, er hans præcise titel. Den romerske historiker Tacitus, der skrev i det 2. århundrede e.Kr., refererede til Pilatus som 'prokurator af Judæa'. Men Pilatus-stenen bruger titlen 'præfekt af Judæa'. Arkæologisk og historisk forskning har vist, at titlen for romerske guvernører i Judæa faktisk ændrede sig over tid. Før kejser Claudius' regeringstid (41-54 e.Kr.) var den korrekte titel 'præfekt'. Først senere, under Claudius, ændrede titlen sig til 'prokurator'.

Dette betyder, at evangelieforfatterne, der konsekvent refererer til Pilatus som 'præfekt' (eller den generelle term 'guvernør'), faktisk brugte den historisk korrekte titel for hans embedsperiode (26-36 e.Kr.). Tacitus, der skrev senere, brugte titlen, der var gældende på hans egen tid ('prokurator'). Pilatus-stenens bekræftelse af 'præfekt' understøtter dermed evangeliernes historiske nøjagtighed på dette specifikke punkt og er et vigtigt vidnesbyrd om deres kendskab til de administrative forhold i Judea i det første århundrede.

Ofte Stillede Spørgsmål

Var Pilatus virkelig så grusom, som historikerne siger?
Ja, kilder som Filon af Alexandria og Josefus beskriver adskillige tilfælde af Pilatus' voldelige og hensynsløse styre. De nævner henrettelser uden retssag, hans ufølsomhed over for jødiske skikke (såsom indførelsen af romerske standarder og brugen af tempelfonde) og hans hårdhændede undertrykkelse af protester og uroligheder. Selvom evangelierne tegner et mere nuanceret billede, stemmer de historiske kilder bredt overens om, at han havde et ry for grusomhed.

Hvorfor henrettede Pilatus Jesus, hvis han troede, han var uskyldig (ifølge evangelierne)?
Ifølge den historiske kontekst, der beskrives i kilderne, var Pilatus' primære motivation sandsynligvis at opretholde ro og orden i provinsen, især under den urolige påskefest. Anklagen mod Jesus var for forræderi mod Rom ('jødernes konge'), en alvorlig anklage. Stillet over for presset fra de jødiske myndigheder og en potentiel opstand fra folkemængden, valgte Pilatus sandsynligvis at ofre Jesus for at undgå større uroligheder, der kunne have truet hans karriere og romerske kontrol. Hans handling var drevet af politisk nødvendighed og et ønske om at bevare freden, snarere end retfærdighed.

Hvad skete der med Pilatus efter Jesu død?
Pilatus blev fjernet fra sit embede i år 37 e.Kr. efter en massakre på samaritanere og beordret til Rom for at afgive forklaring. Historiske kilder er tavse om hans videre skæbne. Der findes forskellige kristne traditioner om hans død: nogle hævder, at han begik selvmord ud af anger eller blev straffet af kejseren, mens andre, især i østlige kirker, hævder, at han konverterede til kristendommen og blev helgenkåret. Ingen af disse traditioner kan bekræftes historisk.

Er der historiske beviser for Pontius Pilatus' eksistens?
Ja, i høj grad. Det mest vigtige arkæologiske bevis er Pilatus-stenen, fundet i Cæsarea i 1961, som bærer en inskription, der nævner hans navn og titel som præfekt af Judæa. Derudover nævnes han af de jødiske historikere Josefus og Filon af Alexandria, hvis skrifter giver samtidshistorisk information om hans styre. Fundet af mønter præget under hans embedsperiode og en mulig bronzering med hans navn bidrager yderligere til beviserne for hans historiske eksistens.

Hvad er forskellen på en præfekt og en prokurator?
I Judæa var 'præfekt' den officielle titel for den romerske guvernør i den periode, hvor Pilatus herskede (ca. 26-37 e.Kr.). Senere, under kejser Claudius (41-54 e.Kr.), ændredes titlen til 'prokurator'. Evangelierne bruger korrekt 'præfekt' eller en generel term som 'guvernør', mens senere historikere som Tacitus brugte den nyere titel 'prokurator', hvilket sandsynligvis skyldes, at de skrev på et tidspunkt, hvor denne titel var gældende.

Kunne du lide 'Pontius Pilatus: Manden Bag Korset'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Fitness.